Det er alment kendt, at jo større organisation, jo mere udbygget bureaukrati. Det kan desværre også medføre mere snærende bånd for det udførende led i såvel den private virksomhed, som den offentlige organisation.
Hvorfor nu det? Behøver det være sådan?

Nej, bureaukratiet er ikke problemet – faktisk er bureaukratiet et gode for alle led i organisationen – det er (med salige Max Webers ord) bureaukratismen…altså bureaukratens MÅDE at udøve sin gerning på, der er problemet.

Bureaukratiet er med til at skabe et overblik over den store organisation, som toplederen naturligt nok har brug for. Hun/han kan ikke være hos hver enkelt medarbejder dagligt.

Bureaukratiet reducerer, på godt og ondt, den store kompleksitet, men giver topledelsen en vis fornemmelse af hvad der sker ude i hjørnerne af organisationen.

Svaret på problemerne kunne så være, at toplederen fortæller sine bureaukrater, hvad déres kerneopgave er (at skabe overblik) og at de i øvrigt skal overlade ledelsesopgaven til mere vidende personer, så vi undgår et panisk forsøg på at gøre ledelsen tilpas – sådan som tidligere Oberst Kim Kristensen giver et eksempel på i sin nye bog Følg mig – Ledelse fra fronten: En embedsmand ”i København” havde regnet sig frem til, at soldaterne, i den berygtede Helmand-provins i Afghanistan, brugte for megen ammunition og foreslog derfor, at løse problemet ved at indføre en kvote per soldat. Hvis kvoten blev overskredet, skulle soldaten så efterfølgende trækkes tilsvarende i løn….Dén lader vi lige stå et øjeblik!

douilles

Der har det seneste årti været gjort mange indsatser for at ændre organiseringen i danske virksomheder, væk fra detailstyring og i stedet i retning af fladere strukturer og værdier som rammesætning eller ledetråde. Mellemlederne og de selvorganiserende medarbejdere er kompetente og tændte, men i mine samtaler med de mange mellemledere jeg møder, hører jeg stadig, at de ikke får det spillerum der skal til for at den fulde effekt udmøntes.

Det fører mig tilbage til spørgsmålet: Hvorfor nu det, når alle hierakiske led godt kan se fornuften i den organisatoriske ændring?

En del af svaret ligger i et af de simple psykologiske behov vi alle bærer rundt på. Behovet for at fjerne usikkerhed og i det mindste have en fornemmelse af at have styr på eget liv.

I det tilfælde at toplederen eller politikeren frygter at den tunge hammer falder, hvis resultaterne ikke matcher det budgetterede, ja så vælger de at gå ad detailstyringens vej – også selv om det betyder, at andre mister netop indflydelsen på eget (arbejds)liv.

Som politiker lader man det ske gennem en embedsmand (der i værste fald mangler reel indsigt i praksis) og risikerer vanvittige eksempler på central styring forklædt som selvstyring, der hæmmer ethvert betydende initiativ og kun efterlade små ubetydelige rum for indflydelse…noget der f.eks. lige har fået Knud Aarup (nu tidligere) direktør i Socialstyrelsen til at forlade posten.

MEN det er for let at skyde på politikeren eller toplederen – For hvem er det dé frygter? Det er dig og mig; borgeren og kunden !

interview

Derfor siger jeg til os alle: Slap nu af! Bare fordi vi kán slå på ”nogen” for en mindre forseelse, så behøver vi det jo ikke.

Hvis det ikke er fatalt, så er den samlede gevinst ved, at ”nogen” tør vise initiativ, større end tabet i den enkelte sag – og hvis det ér fatalt, ja så vil det ikke gentage sig, med mindre vi står med person uden nogen som helst form for samvittighed – og dém fanger vi alligevel inden for de eksisterende rammer.