Jeg skrev mit forrige indlæg på LinkedIn bl.a. om vores evne til at reflektere, når vi står midt i det komplekse. En af kommentarerne til den blog, kom fra Anders Dinsen (en deltager på en af Ole Fogh Kirkeby´s og mine tidligere Masteclass´. Anders har en stærk hang til at bruge filosofien/protreptikken i sit arbejde som skarp national og international IT-tester).

Han gav en fin refleksion over blogindlægget og fik mig til at tænke (reflektere =;o) nærmere over et af de balancepunkter jeg tænker på, men ikke har udtalt tydeligt – nemlig balancen mellem refleksion og profleksion.

Mit mantra er som bekendt, at det aldrig er et enten-eller, men derimod altid et både-&, samt at både-& ikke blot må blive brugt som en helgardering så “anything goes”, men derimod skal indebære en bevidst analyse af begge sider.

Både-& handler om balancen mellem at åbne for de mange perspektiver og samtidig prioritere og reducere kompleksiteten til det niveau hvor vi lige netop kan overskue valgmulighederne…ikke en let balance at finde.

Mens enten-eller lokker med at reducere kompleksiteten til to muligheder; sort eller hvidt, så øger både-&, kompleksiteten til en uendelig mængde af muligheder.

Interessant nok er begge er problematiske når de står alene. Jeg taler derfor for det balancerede både-&….og hvor ligger dén balance så og hvordan ser vi den i praksis?

Som jeg ser det, ligger den i landet mellem de to kognitive processer refleksion og profleksion.
Når jeg, efter strategi-, eller afdelingsmødet, tænker over hvad der skete og hvorfor det skete, så reflekterer jeg. Refleksionen er karakteriseret ved, at jeg ser på det, jeg har erfaret. Jeg bliver klogere på fortiden og jeg bruger den nye viden til at overveje hvad, jeg så kan gøre anderledes i fremtiden.

En del af refleksionen er profleksionen. Det er den del der har det fremadrettede og proaktive fokus.

Så kunne vi jo lade det være ved det og kalde det at skille de to begreber ad, for ordkløveri…mén som så ofte, når vi vælger at se nærmere på betydningen af ordene, så får betydningen af ordene også en betydning for vores praksis.

Det gør pokkers til forskel om vi reflekterer og så (måske), har den kommende handling som et ubevidst add on, eller om vi, efter refleksionen, bevidst dykker ned i hvad der ligger af muligheder ved at ændre vor fremtidige adfærd på baggrund af den tidligere adfærd.

Det er tyngden, eller dybden af profleksionen der afgør udbyttet af den samlede refleksion.

Det lyder som en selvfølgelighed (alle ved det jo), men jeg oplever i coaching- og sparringssituationer, at de ledere jeg taler med, alligevel ofte kun har berørt profleksionen perifert og dermed har et ret diffust billede af, hvad de egentlig skal gøre med den nye viden, som refleksionen har givet dem. Et eks: Efter en refleksion over et dårligt fungerende samarbejde med en kollega, konstaterer lederen at hun fremover bør være mere opmærksom på sin kommunikation, eller at hun skal give mere tid til at lytte…men hvad betyder dét? Hvis ikke denne del (profleksionen) får mere dybde, vil hun gå tilbage med et konkret og dejligt handlingsorienteret billede af hvad hun skal gøre anderledes i fremtiden, MEN det er også et svagt og ukonkret billede, som ikke vil forløse refleksionens fulde potentiale – hun vil ganske enkelt ikke få fuldt udbytte af den indsats (måske i form af en modtaget coaching) der har ligget i at reflektere.

Det er her at 3. generationscoachingen (med en ledelseserfaren coach) har sin styrke set over for de traditionelle coachingteknikker.

%d bloggers like this: