Det er sgu´ også for galt. Nu må nogen tage affære og fyre halvdelen – så skal de nok lære det!

Ledere (og især de offentlige af slagsen) har gang på gang måttet se sig portrætterede som nogle der tager for lidt ansvar, er for lemfældige i omgangen med ”vore” penge, eller sagt på en anden måde; som inkompetente.

Jeg har en fortid som leder i både private virksomheder og offentlige organisationer, men har de seneste 8 år, via mit firma, Langer & Rasmussen, været konsulent, sparringspartner og underviser på lederuddannelser for ledere fra stort set alle typer virksomheder. På den baggrund siger jeg, at problemet ikke ligger entydigt hos lederne (eller for den sags skyld; medarbejderne), men i højere grad hos os – dem der står uden for og kigger ind, mens vi bedrevidende dømmer alt og alle på en baggrund af antagelser og formodninger om, at vi hver i sær er meget bedre til at lede, eller arbejde end ”dem”.

Vi skælder (blandt meget andet) ud over, at der er for meget styring og kontrol og at ingen tør tage initiativ – og når så en stakkel vover sig til at følge sin intuition og eksperimentere (og det går galt), så sætter vi dem straks i den offentlige gabestok og kræver dem udskammet som slette mennesker…og det synes som om, at udskamningen kraft er ligefrem proportional med vores egen nydelse af at være ”oven på” i al vor klogskab.

Hvorfor har vi det behov for at beskylde andre for alle disse ting? Hvorfor har vi brug for denne opdeling i ”dem ” og ”os”?

Måske er vi bare for usikre og kender os selv for dårligt? Du hører sjældent personer med et højt selvværd udtale sig på den måde. Det høje selvværd betyder, at man ikke har behov for konstant at være på vagt og aggressivt beskytte sig selv ved at angribe.

Det høje selvværd giver overskud til ikke at lade emotionerne blive styrende.

Det lave selvværd puster os derimod op i et aggressivt forsøg på at beskytte os mod….ja, mod hvad?

Jeg mener at det er vor egen usikkerhed, vi prøver at beskytte os mod. Angsten for at komme i en ukontrollerbar situation; den hvor vi ikke har styr på hvad der sker omkring os – og dermed udfordres af vores skrøbelighed.

Når vi, dem der står og råber bedrevidende af de andre, gør det her, så mener jeg, at det er fordi vi ikke kan være med usikkerheden – Vi kan ikke være med vor egen skrøbelighed. Det paradoksale er, at vi blot øger den generelle utryghed og får endnu større behov for at beskytte os selv.

Ole Fogh Kirkeby og jeg laver med mellemrum Workshops og Masterclass´ med forskellige ledelsesrelaterede temaer og de seneste har haft ledelse og skrøbeligheden som emne. På den forrige Masterclass, havde vi bl.a. Regionsdirektør i Hovedstaden, Hjalte Aaberg, med i en samtale om dette.

Hjalte er som topleder i den grad i en udsat position, men han er en mand der holder fast i sine værdier og sin tro på, at ledelse også kan bygges på andet end kontrol og straf….også når han kommer under voldsom beskydning. Hvorfor? Fordi han har et højt selvværd og til stadighed har søgt, at blive klogere på sig selv og i denne proces nu også på sin sårbarhed.

I samtalen på Masterclass´en udfoldede Hjalte det, vi i dag kan se udtrykt i en artikel i Politikken d. 23. April, 2017.

Derfor siger jég: Hav respekt for skrøbeligheden, hav respekt for selvindsigten og respekter dem der tør gå til kanten og fejle – på trods af udskamningen.

Den her er til alle de ledere der gør deres bedste for at skabe de bedste resultater for alle, men den er især til lederne i det offentlige, som kæmper for, at vi andre kan læne os op ad et effektivt offentligt system, når vi har brug for det. Til dem der på trods, tør tage de tæsk det ind imellem giver, at udføre de vigtigste opgaver i et velfærdssamfund som det danske; at passe de syge og de svage, styrke børnene i at blive stærke voksne individer, sikre stabil produktion der styrker eksporten/skatteindtægterne, osv., osv.

Lad os arbejde på at (gen)installere trygheden og derigennem give plads til at opbygge det selvværd som er grundlaget for det vi alle ønsker; effektive og ægte robuste offentlige organisationer.

Giv ledere, medarbejdere og politikere den respekt de fortjener og har brug for –  skal de nok lære det!