Det bliver sagt igen og igen, at stress er en folkesygdom. Den er hermed en oplagt genstand for medicin, psykiatri og psykologi. Da sygdom opfattes og behandles som individets problem, med mindre vi taler om epidemier og pandemier, så betyder begrebet ”folkesygdom”, at stress som ætiologisk billede, tilstand, symptomsamling og forløb, er den enkeltes problem. Det er bare ikke tilfældet, for stress er forårsaget af den måde, hvorpå sociale relationer formes på, ikke mindst i arbejdslivet. Der er tankeformer, adfærdsformer og ”føleformer”, samt arbejdsformer, arbejdsintensitet, kommunikationsformer og anerkendelsesformer, der forårsager stress. Dette er en ældgammel indsigt.

Hvis vi betænker de for tiden meget omtalte stoikere, og andre samtidige græske filosoffer, så viser deres arsenal af begreber for evnen til finde fred med sig selv, at angst, ængstelse, bekymring, uro, usikkerhed, forventningspres, mental afmagt ikke er noget nyt: Apathia (følelsen er gjort ufarlig), ataxaria (ambition og overdreven hersketrang er nedtonet), hesychia (vi søger stilheden eller freden i os selv), galenotes (det blikstille hav flyder i solar plexus), sophrosyne (selvbeherskelse) – og meget mere. 

Disse begreber udtrykker, at stressen har en række modstillede tilstande, men de udtrykker også, at der er veje til at nå dem.

Fra filosofiens morgen har den som et fyrtårn kastet sit lys ud over havet og ind over landet. Havet er vores forhold til os selv. Landet er vores forhold til andre. Stress viser sin fysiognomi i begge horisonter. Den er symptom på et mislykket selvforhold, på en orkan i sindet, og på et fællesskab, der er borgerkrigshærget, grusomt, skadet og fordømt.

Nogle individer er stærke nok til enten at stå imod omgivelsers pres, der knækker andre, eller til at lade dem prelle af på sig. Andre individer går under, selv når presset for udenforstående ikke virker særligt stort.

Afgørende er her, at filosofien lærer os, at det menneske, der har sit selvforhold i orden, simpelthen vil opføre sig således, at han ikke producerer stress hos andre – om han nu har lederens store magt eller medarbejderens mindre.

Behandling og foregribelse af stress må derfor dreje sig om, at have en selvfornemmelse og en følelse af andre, der ikke udløser fordomme, fordømmelse, modvilje, ligegyldighed og foragt. Denne selvfornemmelse og følelse kan samles i begrebet velvilje. Hvor velvilje hersker vil mennesker hinanden i en så positiv grad, at samværet lykkes. 

Dette kræver en fortolkning i praksis af værdierne bag velviljen, og dermed bevidstheden om en række dyder, hos ledere og medarbejdere. Stress udvikles ikke i kraft af mennesker, der kender deres værdier, og ved, hvorfor de gør det, de gør.

Med venlige hilsener 

Ole Fogh Kirkeby & Ole S. Rasmussen