Repræsentanter for hhv. angst og tillid?

Professor i offentlig virke kunne man kalde Kurt Klaudi Klausen, manden der mere end langt de fleste har studeret offentlig virksomhed og ikke mindst offentlig ledelse (praktisk, administrativ og politisk).
Personligt er jeg mere optaget af hans debatindlæg, end af bøgerne, måske fordi der er en så tydelig kobling til min grundtænkning om, at det ALTID handler om et både-&, aldrig et enten-eller. Et virkelig godt eksempel er hans tidligere indlæg i Politiken om kritikken af NPM.

I dag (28. Maj, 2017) har Politiken så publiceret et nyt debatindlæg, Styring. Ledere skal lede – uden snævre bånd,  hvor han følger styringstanken videre, uden at tage føregreb og smide styringen ud ad døren, men i stedet tager tanken under armen og leder den ind i et rum, hvor sammenhængen mellem styring og fritsat ledelse kan understøtte hinanden.

Jeg kan desværre ikke linke til dagens indlæg (jeg loader det når linket frigives til andre end abonnenter), men Kurt Klaudi Klausen skriver: Der er brug for styring, ligesom der er brug for ledelse, men næppe i detaljen og som en centraliseret mikrostyring. Hvis der kommer centralt udmeldte mål og rammer, kan vi i dag godt overlade det til decentrale enheders ledere og medarbejdere at ’levere varen’, uden at det behøver at blive nidkært overvåget og afrapporteret. Dvs. vi kan have tillid til, at decentrale ledere og medarbejdere vil gøre deres bedste.

Sociologen Niklas Luhmann beskriver allerede i titlen på sin bog Tillid – en mekanisme til reduktion af social kompleksitet, hvilken enorm betydning tillid har for lederens muligheder.

Kunsten her er, som jeg ser det, at balancere angst og tillid. Angst for at blive ramt af den store offentlige gabestok, hvis der “ikke er styr på det” eller tillid til, at det hele nok skal gå selv om, der opstår fejl undervejs i forsøget på at gøre det bedste.

Angsten ser ud til at fødes hos de der ser på lederen fordi, de er bange for selv at blive draget til ansvar. En politiker der er på genvalg tør ikke stole på, at vi – vælgerne – tilgiver fejl. Politikeren vil derfor placere skyld for derigennem selv at frasige sig ansvaret…men det er ikke politikeren der føder angsten, så hvor kommer den så fra? Umiddelbart ville mit svar være fra “os”, men jeg er ikke sikker på, at det er flertallet af den intelligente danske befolkning der puster liv i denne angst, så måske er det “bare” medierne – de journalister der i søgningen efter succeshistorien, blæser en let vind op til at være en orkan af historiske dimensioner?

Med den enorme sociale- eller måske rettere tillidskapital – vi besidder i kongeriget, burde det være en realistisk mulighed også at give plads til tilliden i fht. ledelse. Jf.  European Values study har vi verdensrekord i tillid til fremmede; 76% af danskerne har den…og i Vestjyske Rinkjøbing-Skjern kommune er tallet, jf. Maria Emilie Arup´s speciale fra Århus Universitet, oppe på svimlende 91%. Læs artiklen fra Ringkjøbing Skjern Dagbladet her.

Tilliden fødes når vi ser på lederne, som vi ser på dem vi har relationer til: Med overbærenhed og tillid til at fejlen ikke er sket bevidst  – og ikke mindst med troen på, at de lærer af den….ikke en naiv og blind tillid, men en tillid der bevirker opmærksomhed og støtte. Det er det vi i udviklingsforløbet Udviklende Lederskab, kalder kontrol +, eller den nødvendige kontrol.