Mit svar på Charlotte Mandrups indlæg på Ledernes hjemmeside, er for langt til deres kommentarfelt, så nu ligger det her som et direkte og konfronterende – ikke følelsestyranniserende svar:

Mandrups indlæg indeholder bestemt gode pointer som – for længst – burde være debatteret i det åbne. Der er desværre også en vis inkonsistens. Hun udtaler meget kategorisk og med sikkerhed i pennen, at “Vi skal ikke…” for dernæst, i samme åndedræt, at lave en helgardering ved at sige  “hvis altså ikke…”.

Hun rider med på det nye sorte i form af “sig nej-bølge”, men hvad mener hun egentligt?

Set fra min position et af de væsentligste punkter, der hvor hun peger indad og siger undskyld for egen andel i at have skabt følelsestyranniet, men meget hurtigt skubber det fra sig ved, at placere ansvaret ude blandt ledere og medarbejdere.

For mig at se ville det være langt mere ægte og effektfuldt at holde debatten omkring egen rolle og betydning i fht. problemet “følelsestyranniet”.

“Sjovt” nok oplever jeg diverse coaches med manglende selvindsigt i forhold til:
1) den autoritet de selv tilføres, når de træder ind ad døren som “eksperter”
2) de af egne psykologiske behov der driver dem mod en “nu skal jeg redde dig-positionen”
Dé skaber følelsestyranniet ved, at sætte både lederne og medarbejderne det billede i hovedet, at det er ledernes pligt og ansvar at nurse.

Disse coaches modarbejder et samarbejde hvor, lederen påtager sig det ansvar, der relaterer sig direkte til arbejdspladsen og i øvrigt tilbyder hjælp i det omfang, den pågældende arbejdsplads finder passende.

Groft sagt er der brug for, at coach-standen forholder kritisk over for visse kollegers ubevidste ønske om, at opfylde egne karamelklistrede behov for at “redde” “nogen” – i det her tilfælde ledere og medarbejdere.

Hvad mener du om ansvaret for følelsestyraniet?