Tvivlen er begyndelsen til visdom (Aristoteles, f. 385 f.kr.)

Jeg har i denne uge været på endnu et internat med en gruppe chefer fra en stor international organisation.

Det vi var sammen om, var lederens adfærd og betydningen for resten af organisationen. Jeg nyder altid disse kurser, bl.a. fordi der kommer så mange forskellige aspekter af samspillet mellem leder og medarbejder, frem.

Et af temaerne vi talte om, var ”tvivl”. Ikke uventet blev tvivlen omtalt som noget der helst skulle undgås og i hvert fald ikke vises over for medarbejderne.

Vi tog udgangspunkt i det Udviklende Lederskab©, hvor ”usikkerhed” er karakteriseret som en af den destruktive lederadfærds tunge elementer.

Det lyder umiddelbart indlysende at sætte lighedstegn mellem tvivl og usikkerhed, men hvis vi gør det, så fjerner vi os fra et af de stærke hjælpemidler vi har i ledelsen – nemlig tvivlen.

At være usikker er en aktiv handling. Det er at vakle, være vægelsindet og det skaber basis for uklare beslutninger, eller ligefrem svingene beslutninger der det ene øjeblik giver ”A” og i næste øjeblik ”B”, som svaret.

Tvivlen, derimod er ”en kognitiv proces”, dvs. det er den mentale bearbejdning der foregår i hovedet på dig selv. Hvis du er bevidst om tvivlen og gør den til din ven, vil  den åbne en port for refleksion der får dig til at overveje alternativer og se forskellige perspektiver.

Den græske filosof og politiske tænker Aristoteles udtrykte det på denne måde: Tvivlen er begyndelsen til visdom.

En af de største hindringer for at tvivlen kan blive til en positiv proces, er ideen om ”den stærke leder” – ham Silverback der kan modstå alt og ved alt, ham der kan give medarbejderne 100% tryghed og sikkerhed. Selv for ledere som kan se sandheden i at den stærke leder er død – altså ud fra et konkret analytisk sted – kan det alligevel være overordentligt svært at kapere på det følelsesmæssige plan.

Vi kan jo alle sammen godt lide at være ”på sikker grund”, så det at tillade dig selv at stå ved – og være med, at du som leder kan komme i tvivl, er svært. Men ved at tillade dig selv tvivlen, vil du opleve at det ikke kun vil sætte energi fri til at træffe bedre beslutninger – det vil også (som en uventet bieffekt) give dig en stærkere anseelse blandt dine medarbejdere. Hvem har du selv mest tillid til, på den lange bane? Hende der altid har et svar på rede hånd, eller hende som tillader sig at tænke sig om inden hun svarer?

Flygt fra dem som har sandheden, følg dem som søger den. (hvis du kender kilden til det citat, så vil jeg for øvrigt meget gerne vide det, tak)