(Pedersens kalender, Bog & Idé)

”Hvad skal du i morgen?” spurgte min hustru, da vi sad på den traditionsrige weekend-, ferie- og helligdags-sidste-aften; du ved dén der hvor man gør klar til arbejdets opstart næste morgen. Denne gang var det Mandag d. 1. Jan. kl. 19:30 og vi forberedte os på det nye 2018.

”Jeg starter blidt ud med noget administrativt og har først et møde på Onsdag med én der vist gerne vil starte en ny virksomhed”

”Men får du penge for det?”

”Mnnjaa, næ, nej det er jo bare fordi, hun er ny i det og så linkede hun med mig på LinkedIn”

”Altså endnu et af de møder du ikke får noget for? (En klassisk konstatering, formuleret som et spørgsmål). Jeg forstår det ikke. Hvorfor gør du det, når du nu siger at du har så travlt? Skulle du ikke prioritere anderledes?” (Endnu et retorisk spørgsmål).

 

”jooee, jaaee, det…, men hun vil jo gerne mødes” (Jeg fedter lidt rundt for at finde på noget at sige)

”Nå, men det må jo gi´ dig et eller andet” (Denne gang udeblev spørgsmålet – det var en ren konstatering)

 

Så sad jeg dér og tænkte lidt over det…hvorfor gør jeg det egentlig? – det er da et meget godt spørgsmål…

 

Jeg har nu gennem, ca. 50 år, spiste leverpostej hver dag – altså sådan rigtig leverpostej med spæk og hele svineriet (jeg er helt vild med det min hustru kalder “brun mad”), men jeg kan se at alle omkring mig, har kastet sig ud i forskellige sundhedsfremmende trænings- og slankemadstiltag.

Så d. 1. januar 2018, følte jeg mig sådan set lidt presset til, også, at komme på noget….og lige dér, midt i min søgen efter et nytårsfortsæt, kom svaret på (eller måske rettere forsvaret for -) hvorfor jeg prioriterer møder, der ikke giver kroner i lommen.

 

Jeg tog et psykodynamisk perspektiv på det. Der forholder det sig nemlig sådan, at alt har en funktion: Når nu møderne ikke giver mig penge, hvad giver de mig så? Det ret banale svar er: Jeg kan lide at hjælpe og det er en rar fornemmelse  (Jeg stoppede analysen dér – før jeg kom ind i de dybere lag om hvad det er, jeg får ud af at hjælpe og hvorfor jeg kan li´ det…jeg var jo ikke i gang med at coache mig selv – jeg ville bare finde en undskyldning =;o)

Hvor om alt er, så starter jeg året blidt med en rolig indflyvning og en spændende snak med en ny iværksætter, fordi jeg kan li´ at hjælpe, punktum!

Nytårsfortsættet?…altså det med leverpostejen? Nå ja, dét; Jeg har har stor fornøjelse af at spise lun leverpostej hele mit liv og har tilbragt mange gode timer med bestikket i hænderne, også selv om det er vældig usundt… så mit fortsætte er at fortsætte med dét – ligesom jeg fortsætter med (ind imellem) at mødes med dem jeg kan hjælpe, uden af få penge for det. Selv om det objektivt set er dumt….men jeg finder nok på en undskyldning, hvis det bliver nødvendigt.

 

(Tak til Stryhns)

Rigtig godt nytår og god fornøjelse med dit Nytårsfortsæt =;o)

 

PS: Min hustru er faktisk selv vældig altruistisk anlagt. Hun er bare forbandet god til at tænke kommercielt på mine vegne.